30 august 2008

Kort aftentur med dukkert..

3,2 km løb jeg med en veninde her til aften. Ned til søen til en afkølende svømmetur. Mit ben har artet sig rigtig fint i dag, hele dagen :-)

29 august 2008

5,5 km i skønt sensommervejr.

Det er vildt irriterende med den skade! Det gør stadig lidt ondt, men jeg synes ikke det er løbeturene der trigger det. Mere alt det "almindelige": gang, løft, bøje og strække; sådan almindelig dagligdags bevægelser. Når jeg har løbet lidt og er blevet godt varmet op går det faktisk meget bedre end imellem løbeturene. Håber snart det går over..
Her i aften løb jeg en lille tur i det vidunderlige aftenvejr. 5,5 km, og dermed har jeg lige netop rundet de 600 km. Regn selv ud hvor meget jeg skal løbe om måneden resten af året, og spørg lige om det mon ikke bliver lidt svært at nå?..

26 august 2008

Okay morgentur..

6,9 km blev det til, i roligt tempo. Ikke helt uden gener fra lår-bassen, men da jeg først var godt opvarmet gik det helt fint. Let støvregn, ingen vind og en rigtig behaglig temperatur på ca. 15 grader - det er godt løbevejr!

24 august 2008

Fin morgentur.

Det blev til 5,5 stille og rolige kilometer her til morgen, i vidunderligt løbevejr. Jeg kan stadig mærke lidt hvis jeg løber til; der er et vist ubehag (ikke smerte) når benet strækkes helt bagud under løbet. Så jeg tog det i adstadigt tempo.
Her bagefter har det været OK, lidt ømhed i benet, men ikke de store gener. Jeg er optimistisk!

23 august 2008

En lille tur - godt og vådt!

I plask-sjask regnvejr tog jeg i går aftes en lille test-løbetur, for ligsom at se om min skade var ved at blive bedre. Det virker heldigvis sådan. Ikke at der ikke var noget at mærke, men det er ikke helt så slemt længere. 3,6 km var ruten. Man kan nå at blive *meget* våd selv på sådan en kort strækning! Det var skønt..

18 august 2008

Kort morgentur.

Det gik ikke helt smertefrit, må jeg desværre sige, så min morgentur blev ikke længere end 4½ km.
Det er en underlig skade.. Bedst som man tror det er ved at være ovre, begynder generne igen. Og det er ikke løb der trigger det, men mere almindelig gang og så det at sætte sig ned. Det er den dér bøje-bevægelse i hoften der gør ondt. Men ikke hver gang.
Jeg synes egentlig ikke løbeture gør hverken fra eller til på smerterne. Så jeg fortsætter altså med at løbe lidt forsigtigt, selvom det måske ikke er helt klogt..
Men Skanderborg Sø Rundt-løbet har jeg altså droppet, for det kan jeg da slet ikke nå at blive klar til.
Øv.

16 august 2008

Ska' der være fest..

..så la' der være fest!
Lokal Sports- og Byfest i denne weekend, og der var jo lige en fristende løbetur på programmet. 10 km'eren blev det ikke til, desværre, men så tog jeg 5 km'eren i selskab med min dreng på 9. Han klarede turen rigtig fint, men blev dog træt på sidste halvdel af turen, og vi tog så lige et par gå-pauser. Og så løb vi lidt baglæns og sidelæns og lavede gadedrenge-løb for at variere det lidt.. :-)
Mit ben gjorde lidt ondt på de første 1 - 2 km, men da jeg var blevet ordentlig varm gik det faktisk fint. Det var en god og hyggelig tur på en fin-fin rute som delvist var ny for mig (tænk at der er så mange ukendte stier rundt omkring denne lille by..)

12 august 2008

Forbudte trin..

Der er jo rent faktisk fra lægeligt hold beordret hvile, men jeg syntes det gik så fint i dag at jeg lige ville forsøge mig med en lille løbetur. - Hvilket også gik aldeles fremragende, kun med ganske få gener fra den overbelastede muskel i højre lår. Her en god times tid efter løbturen er jeg knap så glad for min overmodige beslutning. De 5,5 km gør ikke godt i benet lige nu, øv :-(

08 august 2008

5,5 km - restitutionstur..

Jeg har været hårdt medtaget efter sidste løbetur, tempo-træningen fra i tirsdags. Særdeles øm i musklerne, ikke blot i benene, men også i armene og hele kroppen. En overgang troede jeg faktisk at jeg var ved at få influenza eller noget.. Men i dag lettede det og jeg tog en stille og rolig aftentur på fem en halv kilometer sammen med min søn, der underholdt mig med en uophørlig talestrøm fra sin mountainbike.. Det er *så* hyggeligt med selskab på turen :-)
En træls ømhed i lysken har også generet siden i tirsdags, men det mærkede jeg heldigvis ikke noget til på løbeturen.

05 august 2008

Hurtigere, hurtigere!..

Jeg forsøger at træne lidt på hastigheden. Altså, jeg kunne sagtens lunte afsted stille og roligt i timevis, men der er jo en tidsgrænse til det dér ½-marathon, og den vil jeg gerne under. Bare lidt..
I dag tog jeg 6,8 km med pænt fart på. Altså efter min målestok. Det var en hård, men god løbetur, og temperaturen var fin: 14 - 15 grader. Perfekt!

03 august 2008

15,2 km i dag

Det var 15 hårde kilometer.. Tunge ben og jeg følte mig i det hele taget ikke helt på toppen energimæssigt. Men det gik da alligevel, og jeg er stadig (mentalt) klar på at forsøge mig med ½-marathon i Skanderborg i næste måned.