28 februar 2008

Løberens største skræk!

Lægen siger at det er skinnebensbetændelse. Der er dømt pause, og langsom genoptræning.
Jeg er rigtig, rigtig træt af det.. Jeg vil ud og løbe!!
- Jeg har prøvet til indtil flere gange, men der er bare ikke noget at gøre. Det gør ondt i venstrebenet efter ganske få meters løb, og jeg må give op og humpe hjem.
Udfordringen lige nu bliver så at få gang i noget fornuftig genoptræning og også noget alternativt motionstræning, så jeg ikke helt mister den gode kondition jeg lige var kommet i.. Jeg må vist besøge svømmehallen, evt. cykle de 11 km derud.
Det er seriøst træls, det her!

17 februar 2008

Det var ikke sjovt i dag..

.. men jeg holdt ud og løb sådan ca. 10 km. Nu i aften kan jeg godt mærke i mit ben at jeg vist ikke skulle have løbet så lang en tur i dag. Men det er jo tit sådan at når man først er afsted og ruten er planlagt, ja, så kører man jo bare på.
Men nu er der dømt pause. Jeg har ondt i benet også i hvile, så nu bliver jeg nødt til at tage den med ro indtil det går over. Forhåbentlig snart!

15 februar 2008

Stadig lidt ondt..

.. i venstre ben under løb. Også lidt gener når jeg *ikke* løber. Det er ikke godt. Jeg tror det har noget at gøre med min ryg, som jeg ofte har haft problemer med, især hver gang jeg har håndteret støvsugeren (jeg gør det *aldrig* mere..)
Men det var trods alt bedre i dag end sidst. Måske er der håb?? 5,4 km her til morgen, i selskab med en vidunderlig solopgang.

12 februar 2008

En skade undervejs??

Jeg løb en lille tur på 5,4 km i dag. Faktisk ville jeg hellere end gerne have løbet længere, men mit venstre ben generer altså en hel del. Øv. Det gør ondt på ydersiden af anklen, og smerten ligesom trækker videre op langs ydersiden af lægmusklen og op over knæet, op i baglåret. Også i den anden retning, ud i foden. Det er bare så irriterende! Det gik ellers rimelig fint i søndags, men i dag var det bare generende under hele løbeturen, og også nu her bagefter. Jeg håber virkelig snart det bliver bedre..

10 februar 2008

Sol og søndag

Dejlig søndagstur på 9,7 km. Pragtfuldt vejr, men stadig lidt bøvl med det venstre ben, anklen er lidt øm.

07 februar 2008

Kort morgentur igen

En sædvanlig kort tur her til morgen, på 5,4 km. 100 km-mærket er nu nået, og det er endda på et rimelig passende tidspunkt.
- Men jeg har lidt bøvl med det venstre ben. Øm ankel, det trækker lidt op i lægmusklen og lidt over knæet. Håber det går over til næste tur, som jeg har tænkt mig skal være laaaang..

05 februar 2008

Ømme ben

Det blev kun en lille tur i dag, på 5,4 km. Jeg kunne mærke den lange tur fra i forgårs sidde i benene endnu. De var særdeles trætte og tunge.. Men lidt har også ret, og nu er jeg da temmelig tæt på at have løbet de første 100 km i år!

03 februar 2008

Kur mod milde tømmermænd

9,2 km i frisk blæst og solskin kan åbenbart godt gøre kål på en let dagen-derpå-hovedpine. Jeg blev kattekonge i går og det skulle jo fejres en smule.. En dejlig løbetur var det i dag; rimelig friske ben og en god flad rute.

01 februar 2008

Forblæst morgentur

Det er sørme frisk vejr.. Hård kuling og piskende regn, puha. I dag blev det til en hurtig lille tur på 5,4 km. Jeg forsøgte i hvert fald at løbe den hurtigere end sædvanligt - både fordi jeg gerne vil træne min hastighed, men også fordi vejret var så ulækkert at det bare var med at komme ind i varmen i en fart!